Rengøring af drivhuset
Se trin-for-trin guide med de bedste rengøringsmidler

Hvornår er det bedst at gøre drivhuset rent? I hvert fald én gang om året, bør du gøre ekstra grundigt rent, men du kan med fordel rengøre dit drivhus to gange året: Når den nye sæson starter i foråret og så igen, når sæsonen slutter i efterår.
Ofte bliver drivhuset brugt til vinteropbevaring af havemøbler og andre udendørs ting, der ikke er i brug i de kolde måneder. Når havesæsonen starter, skal alt det der egentlig ikke hører til i drivhuset selvfølgelig ud, så der kan blive plads til forspiring af krydderurter, tomatplanter, agurkeplanter, chili, sommerblomster og hvad du ellers har planer om.
Et grundigt rengjort drivhus øger chancerne for sunde og kraftige planterne, der giver et godt udbytte. Rengøringen mindsker nemlig mængden af alger og risikoen for plantesygdomme og skadelige insekter, der kan ødelægge planterne.
Hvad er bedst til rengøring af drivhuset?
Noget af det bedste, når du skal gøre rent i drivhuset forår eller efterår er det gode gamle effektive rengøringsmiddel brun sæbe. Du kan også bruge et mildt rengøringsmiddel, men husk at tjekke på beskrivelsen, at midlet kan anvendes på de materialer, dit drivhus er lavet af.



Rengøring af drivhuset - Trin-for-trin
1. Start med at ryddet drivhuset for ting, der er blevet opbevaret i løbet af vinteren. Vælg en overskyet forårsdag med tørvejr. Så kan du kan stille tingene ud, sortere og rydde op. Og så undgår du, at vandet tørrer ud for hurtigt og sætter en masse kalkpletter over det hele.
2. Fjern visne blade og andre planterester, hvis du ikke fik gjort det i efteråret. Æg fra skadedyr og skimmel kan overvintre i sidste års vækster, så det er vigtigt at få det hele ud.
3. Fyld en stor spand med lunkent vand og tilsæt et mildt rengøringsmiddel eller flydende brun sæbe i det blandingsforhold, der anbefales på pakken. Brug gummihandsker og beskyttelsesbriller, så du undgår at få sæbe i øjnene, når du tager godt fat med børsten.

4. Vask alt grundigt med en god børste. Både aluminiumsrammer og glas. Skrub godt og sørg for at komme rigtig godt ind i alle indvendige hjørner, sprækker og kroge. Hvis der er alger udvendigt på drivhuset, skal de også vaskes af.
5. Lad sæbeskummet sidde mindst et kvarter, gerne længere. Skyl efter med rent vand til sidst. Spul eventuelt med enten haveslangen eller en højtryksrenser, hvis du være sikker på at få det hele med.
Hvordan fjerner man alger på drivhusets glas?
Især efter fugtige somre og vintre kan der komme grønne alger på drivhusglassene. Hvis algevæksten er meget kraftig, kan du starte med at fjerne de værste med en kraftig børste og derefter spule efter med rent vand. Rengør derefter med flydende brun sæbe opløst i lunkent vand. Skyl efter med rent vand igen til sidst.


Tjeklisten – det skal du bruge til rengøring af drivhuset
- Fejebakkesæt til at fjerne visne plantedele
- En god og robust stor spand
- Rengøringsbørste til at skrubbe rent med
- Gummihandsker – beskytter hænderne mod udtørring
- Beskyttelsesbriller – pas på dine øjne
- En god sæbe - for eksempel flydende brun sæbe eller et mildt rengøringsmiddel
- Haveslange med sprøjtepistol - til efterskyl med rent vand
- Højtryksrenser - til ekstra effektiv grundig rengøring

3 ting du kan gøre efter rengøring af drivhuset
1. Skab gode vækstbetingelser til den kommende sæson i drivhuset. Køb næringsrig jord og gødning. Brug frisk jord eller spagnum (nyindkøbt eller fra din egen kompostbeholder / kompostbunke), når du sår og planter i potter og krukker. Hvis du har højbede i drivhuset, eller hvis du planter direkte i jorden inde i drivhuset, er det en god idé at udskifte de øverste 30 – 50 centimeter jord hvert andet år for at tilføre ny næring.
2. Vand jorden godt igennem med en havesprinkler. Hvis vandet kan sive ned i jorden, kan du godt sætte sprinkleren til at vande 5-6 timer, så jorden bliver godt fugtig og klar til de nye planter. I løbet af sæsonen, hvor der ikke skal helt så store mængder vand til samtidig kan du bruge vandkande eller et smart gødnings- og vandingsanlæg til drivhuset. Du kan tilsætte flydende gødning til vandet i både vandkande og drypvandingsanlæg gennem hele vækstsæsonen.
3. Indret drivhuset til en god sæson. Var det noget du savnede sidst år? Der findes heldigvis masser af smart udstyr, som kan få godt gang i forspiringen i det tidligere forår, skabe skygge senere på sommeren og sikre en god automatisk udluftning. Få ekstra glæde af drivhuset med smart og praktisk tilbehør.
