Opbevaring i køleskab eller ej?
Se hvad der aldrig skal på køl - og hvad der skal køles i en fart
Mange typer mad holder længere i et køleskab, fordi temperaturen er lav og luftfugtigheden er høj. Fødevarestyrelsen anbefaler, at kød, pålæg, mejeriprodukter og rester fra middagen skal opbevares i køleskab ved højst 5°C.
Varm mad skal hurtigt på køl
Især de varme rester skal helst hurtigt på køl. Mad, der får lov at stå for længe ved stuetemperatur, kan hurtigt udvikle sig til de rene bakteriebomber. Bakterier elsker nemlig temperaturer mellem 20 og 40 °C.
Varm mad behøver kun lige dampe af, før du sætter den ind i køleskab. Har du tilberedt meget store portioner, eller har meget til overs af f.eks. sammenkogte retter eller pastaretter, kan du dele det op i mindre portioner som køler hurtigere af.
Hvad skal temperaturen være i et køleskab?
Temperaturen i et køleskab bør ligge mellem 3 og 5 °C. Brug et køleskabstermometer til at holde øje med temperaturen. Temperaturen i en effektiv dybfryser skal være -18 °C eller koldere.
Hvad bør ikke opbevares i køleskab?
Nogle råvarer behøver ikke nedkøling for at holde sig, og så er der også en del, især frugt og grøntsager, som slet ikke egner sig til at blive opbevaret på køl. Fordi de bliver dårlige, fordi de mister smag, eller fordi de ikke bliver modne.
Avokadoer
Tager ikke direkte skade af at ligge i køleskabet, med de modnes bedst ved stuetemperatur. Så hårde avokadoer på køl bliver ved med at være hårde og umodne på køl. Lad dem modne ved stuetemperatur i stedet for.
Bananer
Tropefrugt, der ikke tåler temperaturer under 12-14 grader. Modningen bremses godt nok, når temperaturen er lavere, men den høje luftfugtighed i køleskabet får bananerne til at rådne hurtigere og/eller skrællen til at blive sort.
Hvidløg
Spirer i mørke, og hvis du ellers husker at lukke køleskabsdøren, er der jo mørkt inde i skabet det meste af tiden. Den høje luftfugtighed får også hvidløgene til at mugne hurtigere. Læg dem i køkkenet et sted hvor de ikke får direkte sol.
Meloner
Lad hele meloner som vandmeloner, honningmeloner og cantaloupe ligge udenfor køleskabet, indtil de er skåret åbne. Køleskabskulden kan hindre modningen og forhindre melonerne i at udvikle smag.
Tomater
Køleskabstemperaturer kan give tomater en melet konsistens og give mindre smag, fordi den naturlige modning standses. Opbevar dem i stedet ved stuetemperatur for at bevare deres smag og konsistens.
Æbler
Selvom æbler kan opbevares i køleskabet for at forlænge holdbarheden, bevarer de bedre deres smag og tekstur ved at ligge køligt et sted, der ikke er helt så koldt som køleskabets 3 – 5 grader.
TIP: Effektiv rengøring i køkkenet - få tips til rengøring af køleskab, ovn, emhætte og komfur.
Hvordan organiserer man sit køleskab?
Brug gennemsigtige opbevaringsbokse
På den måde udnytter du pladsen bedst muligt. Samtidig bevarer du overblikket og får brugt det, du har, så du undgår madspild. Se opbevaringsbokse til køleskabet her.
Rengør og skab overblik
Start med at tømme køleskabet og giv det en grundig rengøring, f.eks. hver anden uge. Smid alt det ud, der er for gammelt eller er blevet dårligt.
Organisér efter temperaturzoner
De fleste køleskabe er varmeste øverst og koldest nederst. Opbevar mælk, kød, og fisk køligst/nederst og mindre følsomme varer som drikkevarer og rester øverst.
Først ind - først ud
Reducér madspild ved at følge FIFU-princippet (Først Ind, Først Ud): Stil nye varer bag i køleskabet og ryk de ældre frem. På den måde undgår du, at noget står og gemmer sig og bliver for gammelt.
Etiketter og datoer
Mærk dine madbokse med indhold og dato. Det er ikke altid lige let at huske, hvornår tingene blev sat i køleskabet. Og med hensyn til rester og hjemmelavede ingredienser, er det heller ikke altid lige nemt at se hvad det er.
HUSK: Altid lave priser! Og overraskende stort udvalg.